United States or Uruguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked. »Ønsker De noget?« spurgte Betjenten. »Er Chefen tilstede?« sagde jeg. »Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt, hvad?« »Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.«
Lang og slunken subbet hun stilfærdig omkring paa nogenslags filtskor; altid saa hun like bekymret ut i sit lange gule hesteansigt, hvorover haaret laa graastripet og slet strøket bort i en pudsig liten vinge over hvert øre.
« Johnny You! » sagt med en Stemme, som ei lader sig forglemme o, som om i Glas man skar foran nervesyge Øre hørtes Ladyen at raabe. Meer at høre var for dengang ei at haabe, da hun af saa iilsomt bar. Men hvad tænker Damen paa? Er den Lady rigtig klog?
Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden at finde min Mand.
Det er endnu nat; og snart véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen kommer med eder. FRU INGER. Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord fra. Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og mumler om ting, som den lidet kan dømme om. ELINE. I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris lød i sang og tale. FRU INGER. Lad så være.
Han halte op en stor hestehandlerportemonæ og talte forsigtig op paa hyttetaget fire kroner og femti øre. Endnu i dette hellige øieblik maatte han prutte. «Det er alt jeg har. Du lyt gjøre det for det,» sagde han afgjørende og stak portemonæen i lommen igjen. Men da vaagnet Ratje. «Aa du din skidne, stinkende bondeknøl, er det mig du vil holde for nar?
ØRNULF Og glædes ikke mere over at han kommer? GUNNAR. Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt, hvad der er hændt! ØRNULF. Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd for han sørpå efter Egil. GUNNAR. Kåre! ØRNULF. Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves.
»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« »Er De Håndværker?« »Ja, jeg er Nådler.« »Hvilket?« »Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.« »Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.«
Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: »Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. »Godnat!« sagde jeg.
Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik på.