United States or Malta ? Vote for the TOP Country of the Week !
Samuels Værtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende tog deres Forfriskninger i nærmere og bedre Lokaler; men der var dog altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine Forberedelser til Modtagelsen, tørrede Bordene af, inspicerede Snapsbeholdningen, som stod i en lang Række Flasker langs Væggene, og placerede sig derpaa selv bag Disken.
Saa ophørte Bevægelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i Randen kæmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde sin Vej igennem det tynde Dække, hvorunder det laa skjult, og smuttede ubemærket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men den øverste Del af Arket var i fuldstændig Orden. I
På jorden krydses aldrig mer vor vej. Hver går til sit, hver strider uden klage. Vi smittet var af tidens feberdamp; vi vilde sejrens løn foruden kamp, sabbatens fred foruden virkedage, skønt kravet er at kæmpe og forsage . SVANHILD. Men ikke sygt. FALK. Nej, nej, med sandheds mod.
STRÅMAND. Herr Falk! FALK. Herr pastor! STRÅMAND. Er de mere medgørlig nu, end da vi skiltes? FALK. Nej, jeg går min ufravigelige vej STRÅMAND. Selv om De træder næstens lykke ned? FALK. Jeg planter sandheds urt i lykkens sted. STRÅMAND. Nå, var det kanske spøg? FALK. Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg; i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.
Jeg gav mig til at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som krydsed min Vej og forsvandt. Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag!
Jeg hører graven til; hist er mit hjem; jeg er en flygtning fra de dødes dale; med dagens komme må jeg ned til dem. Du tror mig ikke. Tror ej, jeg har siddet i Plutons sal imellem blege skygger? jeg siger dig, jeg var der ganske nylig, hinsides floden og de sorte sumpe. CURIUS. Så før mig did! FURIA. Dig? CURIUS. Ja; jeg følger villig, går selv din vej igennem dødens nat! FURIA. Det kan ej ske.
FALK. Du var min næreste LIND. Det hjælper ej; hun ønsker det, min kæreste. FALK. Se så; nu har jeg plads på alle kanter, nu har jeg ryddet om mig! SVANHILD. Falk, et ord! Den vej, min frøken; der gik Deres mor med alle venner og med alle tanter. Ja, lad dem gå; min vej er ikke deres; ved mig skal ikke flokkens tal forfleres. FALK. De går ej? SVANHILD. Nej.
Og stik imod min faste Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar mig yderst tankeløst ad. Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere sig.
Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og går min Vej . . . . Stille,
MANGE STEMMER. Før os til døden! CATILINA. Nu, så afsted! Ved denne død vi vies ind til udødlighedens skønne liv. Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider skal nævnes højt med stolthed NOGLE STEMMER. Ah, se, en kvinde ! Furia! Du her? Hvad drev dig hid? FURIA. Jeg må ledsage dig til målet. CATILINA. Nu, hvor er mit mål? Sig frem! FURIA. Hver søger målet ad sin egen vej.