United States or Uruguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. »Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. »Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« »Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« »Nej,« svared jeg.
Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik der på Stenfliserne og dukked mig ned. Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem og gentager: »De mister Deres Bog, Frøken.«
Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster? Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. »Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig.
Op paany hun Yachten jog til den Kurs den forhen laae; og, idet hun vende lod, saa dens Fraade os besneer, kaster hun en Pung Guineer klingrende for Lodsens Fod. Men hvad tænker Manden paa? Er den Lods vel rigtig klog? Pungen iilsomt op han tog og tilhavs saa langt han kunde i et Nu den slængte saa i de gridske Bølgers Munde. Damen saae det.
Men i Skumringen jeg atter af en døsig Slummer vækkes ved at mine Hænder dækkes saa med Kys og saa med Taarer. «Anna, er du der, min Datter?» hvisker jeg; men intet Svar «Anna, kom dog til din Far! Uden Grund din Sjel du saarer med din mørke Selvbeskyldning. Damen, Hun, Uhyret har dræbt vor Elskling ved sin Hyldning.
Uden at gøre mig nogen Rede for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser: »Godaften, Frøken!« »Godaften!« svarer hun. Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning forresten. Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .
Damen rakte hende Kurven, og Varia tog meget uceremonielt Halvdelen af Blomsterne, hvoraf hun rakte nogle til en høj, graahaaret Herre, som stod et Par Skridt fra hende. „Se her, tag dem til Deres Datter! Der er intet, Fanger sætter saa megen Pris paa som Blomster.“ Derpaa gik hun hen til en ældre Kone, iført en tarvlig Bondedragt med Hovedet indhyllet i et Sirtsestørklæde.
Han saa paa et par bikjer, som slos midt ute i gaten, saa det sure rimfrosne støv røk om dem. Han kvapp til, da hundene kom tomlende bort mot hans kant. «Er du ræd de hundene du kanske?» spurte Jenny. Først svarte gutten ingenting. Men saa sa hun: «Skal jeg følge dig forbi dem kanske » og da smat han op paa siden av damen, men sa ikke noget. «Hvilken vei skal du da hvor bor du henne?»
Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma, omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk.
Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig.
Dagens Ord
Andre Ser