United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !


DAGNY. Ja ja, det ved jeg! SIGURD. Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds styrke. DAGNY. Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den dåd. Det blev han, men jeg øved dåden! Du! SIGURD. Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i soverummet.

DAGNY. Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke dig; nu har du vist mig om i gården; jeg ved ikke den ting det skorter dig , og alt det du ejer er skønt og ypperligt; hvor kan du klage? HJØRDIS. Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de er af jern eller guld. DAGNY. I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

HJØRDIS. En dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå; , lad det være; men sig mig, når Sigurd for i viking og du var med, når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt skibsdækket, kom der ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig ikke i hærklæder og tog våben i hånd? Aldrig! Hvad tænker du ? Jeg, en kvinde?

Er det sandt; du vilde ! HJØRDIS. Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Du skynde dig, Gunnar herse; lad dine mænd ruste sig! GUNNAR. Ruste sig? Mod hvem? DAGNY. Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men hvo kan vide Det har Sigurd gjort for mig! DAGNY. Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.

Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften sorte heste, med ringlende bjælder! Hjørdis, Hjørdis! Slip!

HJØRDIS. Skal du holde det løfte, lån aldrig sværdet til dine brødre. GUNNAR. Hjørdis! Men hæng det heller ikke din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben. THOROLF. Sandt nok, Hjørdis, din faders økse og skjold har hængt der i mange år.

DAGNY. Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i buret, og værger sig nok selv. SIGURD. Det tænker jeg med; men du endda; styr din faders færd; våg over alle og over Gunnars hustru! DAGNY. Lid mig. Vel mødt igen! SIGURD. Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs mens du er stedt i fare. Hun kommer hid! SIGURD. Hvem? Hvor?

SIGURD. Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og den vis kan jeg ikke rejse; du kende mig bedre. HJØRDIS. Hvad vil du? SIGURD. Fortælle dig en saga. HJØRDIS. Er den tung? SIGURD. Tung som livet selv. Ved du, at livet kan være tungt? SIGURD. Døm om det, når min saga er ude.

Skal sandhed siges, er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd. Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste ! Det er formeget selv for en ven! SIGURD. Ti, min hustru! HJØRDIS. Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking! Storlig fejler du nu! HJØRDIS. Det prøver ingen, såvidt jeg ved.

HJØRDIS. Lad være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt. SIGURD. Ha, det gør du ikke. HJØRDIS. Det gør jeg! SIGURD. Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være. HJØRDIS. Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig.