United States or Iran ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg gjorde atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen. »Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.« Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og spørger: »Hvad bærer De på der?«
Andrey fortalte hende det og ligeledes, at man i Hovedkvarteret havde bekræftet den gamles Ængstelser, saa at de blev nødte til at flytte straks. De tog øjeblikkelig fat paa at pakke de faa Ting sammen, som de vilde have med. Det lykkedes dem, tidlig næste Morgen, i
Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt. Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at lude mer og mer sammen.
Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde i. Og jeg lod dem falde . . . . Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå.
Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine. Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede Pletter på Avisen.
De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg løj af fuld Hals.
»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her her har De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd. »Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det ikke.«
Manden sad stille og tænkte. Hvad var det for Slags Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken. Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed.
Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og går. Nu er Betjenten og jeg alene. Han siger: »Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig. Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over Læberne. »Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig.
Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.
Dagens Ord
Andre Ser