United States or Saint Helena, Ascension, and Tristan da Cunha ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og holder Brevet i Hånden. Så rejser jeg mig og går. Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen yderst langsomt.
Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og går. Nu er Betjenten og jeg alene. Han siger: »Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig. Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over Læberne. »Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig.
»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg begynder at spise på.
Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. »Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De kan jo skrive for det.« Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt, og jeg svared: »Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!«
Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. »Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .« Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender sit Ansigt mod mig.
THOROLF. Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden og råbte: "Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og sig, at nu tager jeg hævn for os begge." Derpå gik han i en båd og roede bort, idet han sagde: "Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg sørpå, og inden kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose sig af."
Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop. FRU INGER. Forklar eder nøjere, herr rigsråd; nu forstår jeg eder ikke. NILS LYKKE. Jeg tåger maske ikke fejl, når jeg formoder, at I, ligeså godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig.
NILS LYKKE. Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven? FRU INGER. Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu NILS LYKKE. Tillad, fru Inger Gyldenløve, i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte.
Den fattige ser sig om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . . Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde.
Nei, enten gaar vi nu ret ind ved Marstenen og giver pokker i den plimsoleren, eller ogsaa gaar vi ned og tager hende paa slæb. Nu kan du vælge.» Først troede jeg at manden var gal eller fuld. Vi havde vaaget i toogethalvt døgn, og skulde vi nu tage seileren paa slæb fik vi mindst tolv timers ekstra arbeide.
Dagens Ord
Andre Ser