United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !


Han gik langsomt nedover perronen, og bak de andre, mor og søster, som vinket med lommetørklær, hilste han. Han var saa blek . Det var første september. Jenny sat ved vinduet og saa ut. For en vakker dag det blev. Luften saa klar og sval, og himmelen saa mørkeblaa og skyerne saa hvite. Duggen laa tung og graa over de saftiggrønne enge, der prestekravernes sildige flor skinnet.

HJALMAR. Tror du, det skulde være en snare nu igen? GREGERS. Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig. HJALMAR. Ikke den mand ! GREGERS. Du skal se det, sa' han. HJALMAR. Du skulde se, at jeg lod mig afspise med penge ! HEDVIG. Men, mor, hvad er det da for noget? GINA. ud og tag af dig tøjet.

Endda sørget hun dypt og vemodig over gutten og drømte om den rike fremtid, han var blit revet bort fra. Hans mor var den eneste, som ikke visste, han hadde skutt sig, fordi han ikke vilde bli hjernebløt. Og ikke stod morskjærligheten iveien for anden lykke heller.

Hun opgav samtidig sin adresse, men bad ham ikke komme før til vaaren da var lillegut blit stor og pen. Nu kunde nok bare hans mor se, at han var deilig. Da hun var oppe igjen, skrev hun et længere brev. Den dag, barnet var blit begravet, skrev hun igjen og meldte i faa ord dets død.

Men der var ikke maate paa stas med kappelan Arnesen, da min søster og han blev forlovet. Jeg utstaar ikke min svoger. Jeg tror ikke, far taaler ham heller. Men mor . Min fordums forlovede het Katrine, men hun blev kaldt Titti bestandig. Jeg saa hun satte Titti i avisen ogsaa, da hun giftet sig . Uf ja, De kan tro, det var en dum historie. Det er tre aar siden nu.

HEDVIG. Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig? Traf du ham, mor? GINA. Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig. GREGERS. Er De viss det? GINA. Ja, portkonen sa' det. Molvik var også gåt med, sa' hun. GREGERS. Og det nu, da hans sind trænger hårdt til at kæmpe i ensomhed-! Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har trukket ham hen!

GINA. Jo, det er. Gregers! Er du der alligevel? , kom ind da. Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig. HJALMAR. Men ikveld ? Er du gåt fra selskabet? GREGERS. Både fra selskabet og fra familjehjemmet. God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen? GINA. Å, jo; unge herr Werle er ikke svær at kende igen. GREGERS. Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

ikke ifra mig! Se barnet, Ekdal! Se barnet! HJALMAR. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg ud; væk fra alt dette! Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen! GINA. Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen. Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere. GREGERS. Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?

Hun tænkte paa disse venners kjærlighet, tænkte ogsaa paa Jens Mattias og barneflokken hjemme. Stakkars dem! det var nok en trist juleaften uten mor. Hun kunde ikke forstaa hvorledes alt hang sammen. Hun syntes verden var saa helt anderledes end den hadde været. Det var som om ingen brød sig om hende.

Å, lad tilvejrs mig med mine kvad, selv om det koster skænd af mor og søster!" SVANHILD. Nej, tro mit ord, til slig en børneleg er jeg for stor; men De, som fødtes til en åndens dåd, De nøjes med en flugt mod skyens kyster og hænger Deres digtliv i en tråd, som jeg kan slippe når og hvor jeg lyster! Hvad skriver vi idag?