United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland igen. »Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Træk, om det gælder.
Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den omtale? Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham, at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske.
Jeg henvender mig til en Herre, der sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.
GREGERS. Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med? RELLING. Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken. GREGERS. Er han da ikke dæmonisk?
Hele Huset var bleven fjendtlig mod mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende. Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød.
Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs.
Det måtte være et Anfald af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de sidste Timer, jeg leved.
Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse. GREGERS. Slig følte jeg det også, da mor var død.
ØRNULF. Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg for tomhændet til Island! SIGURD. Tomhændet skal du ikke fare.
Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden. Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .