United States or Anguilla ? Vote for the TOP Country of the Week !
De loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian. En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Publikum viger ærbødig tilside. »Følg mig!» siger han venligen, »Du er Maler.» Det var Mesteren David , som førte Gros , »Amor og Psyches» Maler, som sin Discipel til sit Atelier.
Og det nytted alligevel ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer, kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen. Stille.
Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader en høj og graaskægget Herre oppe i Fyrrerne befandt sig tilligemed en yngre Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.
FALK. Tilfjelds i Guds natur, som bien jager fra sit vinterbur! Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst, en langelek med underspundne strenge, med tvefold klang, en høj for livets lyst, Og en, som dirrer under , dybt og længe. Du papir til noder? Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv, hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv til kubens dronning, til vor store moder!
„Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia. I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind til Kontorerne. „Er der Gæster til „de politiske“?“ raabte han højt. Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa Officeren som paa en gammel Bekendt.
Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans store Godhed mod mig denne Morgen.
Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde også have store, udstående Ører.
Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se hende ansigt til ansigt O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, kære herre; jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen.
En Eftermiddag var endelig den ene af mine Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. »Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han skrev videre.
I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse, hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set. Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz. De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.