United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække. Men du du Ørnulf ? Sex sønner fulgte mig i striden. Men hjemad? ØRNULF. Ingen. Ingen! Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Dog, mand skal leve efter mand; ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde.
Pludselig er det som om hun besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå på mine Skuldre. »Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?« »Ved ikke!« »Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske Fy, jeg vil ikke sige det!
Allerførst vil jeg sige dig, da det synes, som du gjør dig bebreidelser i anledning dit forhold overfor mig kjære lille pige, jeg gjør dig ingen saadanne, og det maa du hellerikke gjøre dig selv. Du har jo aldrig været andet end god og blid og kjærlig mod din ven.
O hvor synes vege denne Seierherres Arme, strakte ud kun til at lege, mens dog det Naturens Blod, som besidder varigst Varme, rinder fra hans Hjerterod!
Og så går du og bærer paa en slig mistanke, går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta' dig noget nyttigere til. GREGERS. Ja, det turde nok være på tiden. WERLE. Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader til at være.
Det var næsten, som hun skulde være en liten smule trist. En dag spurte han, om hun ikke var rigtig frisk. «Frisk jo det er jeg da. Hvorfor det?» «Nei jeg vet ikke jeg synes, De er blit saa stille, frøken Winge.» Hun hadde netop tændt lampen og han saa, hun blev rød: «Jeg blir kanske nødt til at reise hjem snart.
Jeg har gaat der saa meget alene. Aa du, jeg er ræd det der. Jeg synes der maa liksom hænge laser av mine gamle avlagte sjæle paa hver busk opi der.» «Hysch, hysch, gut. Aa. Jeg synes, det skal bli saa gildt. Gaa med vennen min paa alle de stederne, jeg har gaat alene og trist saa mange vaarer.»
«Det maa være storartet pent » Helge hugget begjærlig fat i samtalens traad. «Jeg vet ikke, hvordan malakit eller cristalla rossa er men jeg synes, saanne koraller maa være allerpenest til Dem.» «Kan dere høre da Ahlin, De som vilde ha mig til at ta malakitkjeden.
Det er saan, at jeg tror, man vil synes et nyfødt barn er ækkelt at komme nær, naar det ikke er ens eget kjød og blod . Og øinene hans de hadde ikke ordentlig farve endda de var mørke jeg tror, de hadde blit graablaa forresten. De er saa rare, saanne smaabarns øine mystiske, hadde jeg nær sagt.
Jenny skjendte saa paa mig hun sa, det var min egen skyld, og det var det kanske ogsaa.» «Jeg synes, frøken Winge skjender noksaa meget paa Dem, jeg. Hun er en streng mama, later det til?» «Nei Jenny? Bare naar jeg behøver det. Gid nogen hadde gjort det før» hun sukket. «Men det har de altsaa ikke, desværre.» Helge Gram følte sig let og fri, som han gik der med hende.