United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Den mand, som det gør, han får ta' følgerne. RELLING. Ikveld går jeg ud med Molvik. Fr'u Sørby. Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; for min skyld. RELLING. Der er ikke andet for. GINA. Nej tak. Ekdal går ikke med den slags apartementer. Å ti da! RELLING. Farvel, fru Werle. Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.

GINA. Jo, det er. Gregers! Er du der alligevel? , kom ind da. Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig. HJALMAR. Men ikveld ? Er du gåt fra selskabet? GREGERS. Både fra selskabet og fra familjehjemmet. God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen? GINA. Å, jo; unge herr Werle er ikke svær at kende igen. GREGERS. Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

GUDMUND. Jeg gemte den, fordi jeg tænkte, med den at løse mig fri, hvis kongens mænd skulde komme mig nær. Men alt fra ikveld har den mistet sit værd; nu vil jeg stride med arm og med sværd, byde frænder og venner op til det sidste, for min frihed og livet at friste. Lad mig den. Se ! GUDMUND. Du vil ? MARGIT. Skænke den til nøkken dernede.

N. B. Olson stod da op efter gudstjenesten og tillyste gudstjeneste i kirken igjen den samme aften. Der vilde da bli talt særlig for ungdommen. „Vi har hat det godt i kirken idag,“ sa gamle Olson. „Guds aand har været os nær. Vi lever i bevægede tider. La os nu møte frem ogsaa ikveld. Jeg tror sikkert vi faar en underlig jul iaar,“ sa gamlingen.

I får se til, om ikke jeg også holder fast ved mit ord. Guds fred til ikveld! Bengt følger dem til døren. BENGT. Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker mig om, gav vi ham også altfor mange umilde ord. , lad os ikke gruble over den sag. Idag vi være lystige, Margit! Og det, mener jeg, vi har god grund til begge to.

HEDVIG. Ja det du gerne, hvis du vil. GINA. Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen. Å kan du ikke la' ham læse det! Det er visst noget godt; og blir far glad; og blir her fornøjeligt igen. HJALMAR. Jeg altså åbne det? HEDVIG. Ja, vær snil, far. Det skal bli morsomt at vide, hvad det er. HJALMAR. Godt. GINA. Hvad står der for noget da? HEDVIG. Å ja, far, sig det!

Han sa blandt andet: „Glenfield menighet har grund til at takke Gud ikveld, fordi de har faat en ny prest og sjælesørger en som kjender sin tid og forstaar sit folk. En mand som vil frem, maa seile i motvind. Det er ingen let sak at være prest i vor tid, derfor trænger vi sterke, dygtige, velutdannede prester som kan omgaaes folk. Man kan ikke arbeide i Amerika og leve i Norge.

Efterat festen var over var nogen av kvinderne igjen i kjøkkenet og vasketdishes“. „Hvorfor var ikke Mrs. pastor Johnson paa programmet ikveld?“ sa en av dem. „Hun som altid var paa programmet straks de kom til Ottawa menighet.“ „Aa, vet du ikke det,“ sa Mrs. Asber. „Saa du ikke hun sat bakenfor ovnen med en liten paa armen? Hun er blit forfærdelig blek og mager, næsten like graablek som Mrs.

SVANHILD. Hvad? De gør mig halvt forskrækket. FALK. De heder Svanhild? SVANHILD. Ja, det véd De vel. FALK. Men véd De, frøken, at det navn er latterligt? Gør mig til vilje; kast det bort ikveld! SVANHILD. Fy, det var egenmægtigt, lidet datterligt SVANHILD. Er det da stygt? FALK. Nej, dejligt som et digt, men altfor stort og stærkt og strengt for tiden.

Hun er ung endnu; hun bærer ham vel ikke dybt i sin hu. Mig tykkes, den lykke vinder i pris, som købes med blod, med min sjæls forlis. Du er kommen dig igen. Det jeg lide. Jeg fulgte de sidste gæster ned til ledet. Men hvor blev Knut Gæsling af ikveld? Lad mig mjød, Margit! Jeg er tørstig. Fyld mig bægeret der. BENGT. Ja visst gjorde jeg. Den praler, den storskryder!