United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Gudmund, havde du kongens fred, jeg blev hos min søster. GUDMUND. Og næste dag så kom Knut Gæsling med sværd og bue, og løfted dig op på gangerens bag, og gjorde dig til sin frue. SIGNE. Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen? GUDMUND. Ude ved fjorden har jeg en ven; han skaffer os et skib. Over salte vande sejle vi ned til de danske strande.
SVANHILD. Hvad blev det nær mig uden kærlighed? FALK. Et hjem! SVANHILD. Hvor lykkens alf med døden stred. Jeg kunde elskovs glade leg dig lære, men tør din sjæl ej gennem alvor bære. Giv alfen vinger, lad for sangens sus ham gå på flugt i flok med unge guder! Og er den kantret end, vor fremtids båd, et bræt er oven vande, jeg véd råd; den kække svømmer rækker paradiset!
HJALMAR. I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familieforsørger må jeg jo vri' og vånde mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gældsfordring, som der, så at sige, havdé lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.
Dit hjerteblod! Nu råber livets guder sit afskedsord til dig og Catilina! Hun strækker sine hænder bønligt mod ham. Hun beder for sit liv. Han hører intet. Han støder til! Der faldt hun i sit blod. CATILINA. Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere. Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger; jeg skimter og jeg hører kun forvirret som under stride vande.
Glad er jeg også at jeg for i denne færd; tiden faldt mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend jeg ; nå ja, Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden, mine ældste sønner for hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste til Thorolf er med? Hvor er han? ØRNULF. Ude på skibet.
Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå stille i.
Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som sysler saa vever i sit Bed, skulde være afsindig? Hans Haar var vel hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne klarere og ildigere.
Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene! BJØRN. Jomfru Eline, hør mig! ELINE. Hvem var det, Bjørn? Hvem var det? BJØRN. Det så I ligeså grant som jeg. ELINE. Nu vel? Hvem så jeg? BJØRN. I så eders moder. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo ; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at BJØRN. Stille! BJØRN. Hvad er der nu?
Dagens Ord
Andre Ser