Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 17. juni 2025
Og der er ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må have sin Gang.« Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket. Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjærne var bankerot!
„Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“ Han rejste sig for at tage Afsked. „Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han. „Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter? DAGNY. Fem nætter? HJØRDIS. Her nordpå er hver nat en vinter lang.
Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.
Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken, forat hente min Blyant hos Pantelåneren. Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi. Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et fyldigt, lidt blegt Ansigt.
Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde også have store, udstående Ører.
Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr. Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen og lagde mig. Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren.
Men hans daarlige Humør forsvandt med ét Slag, da hans Gæst spurgte ham, om han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Løbet af den følgende Maaned. „Jeg skal over Grænsen,“ forklarede den unge Jøde, „og har en Mængde Ting, som jeg skal have ind i Landet.“ Sam smækkede med Læberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans skuffede Forhaabninger nu.
Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, he-he, en Ost med Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn af, hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem Sekstendele godt Mejerismør!
»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« råbte jeg ude af mig selv. Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg råbte aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af Ophidselse. Værten vendte sig om mod mig. »Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben på Dem ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.«
Dagens Ord
Andre Ser