Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. november 2025
»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen. Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand. Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen. Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd derinde. Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.
-Saa Træerne skygger, hviskede Katinka. De dansede. -Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt. Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen. -Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen. De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra Gulvet. Men hun gjorde sig fri: Gaa saa! sagde hun Og kom igen i Aften ... Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen: Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin Portemonnæ se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i Banken til de andre.
Og hun holdt med begge Hænder Dukken ud over Sengekanten, idet hun satte sin Tunge ind mod Tænderne og frembragte en hvislende Lyd: Tssss ...! sagde hun Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pænt igen ...! Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes stormfri Lande ... Hos gamle Seemanns. Sover Du, Far? Øff ...! Hva' er 'et, Mor?
Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne vi fo'r fra hinanden. "Aa," gispede jeg, "vi du maa virkelig være anderledes." Han lænede sig tilbage og lo. "Du søde Barn! Naa, saa kom, vi vil køre en Tur i en Droske vi kan vælge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nærheden, kom!" Og han rejste sig og tog mig under Armen, han bød mig ikke sin, som i Bøgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen.
Ovre i Asylet stak de tre Gamle forlængst under Dynerne. Deres Julegaver havde de anbragt paa Stolene foran Sengene. Kun Jomfru Rottbøl laa trofast med den fornemste af sine i Armen. Det var en stor, smukt paaklædt Dukke, som hun havde faaet af Frøkenerne, og som hun havde døbt Nikoline efter sin for femogtyve Aar siden afdøde yngste Datter ... Det store Ur i Spisestuen slog tolv.
Ja fik man det Indfald, naar man gik hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt; man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget paa Volden". Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han helst til at færdes i det Frie.
Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende: "Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han. Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med sig selv. "Mit Navn" det var næsten uhørligt "er Nina Høg," sagde hun. Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt. "Frøken Høg."
Hans Øjenlaag sænkede sig ned over hans Øjne, Musklerne om hans Mund bævede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Læsepultens Guldfryndser ... Helmuth! sagde Enkebaronessen og greb sin Søn haardt om Armen.
Hun blev forvirret og ganske bleg. Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet. De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Dørene stod aabne til det mauriske Tag. Nede i Salen havde det været meget varmt, knap til at aande. Her følte man Luften fra Havet, stærk og kølig, og med Carl under Armen traadte Ellen ud paa Taget.
Dagens Ord
Andre Ser