Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. oktober 2025
Hun satte sig rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab. Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet.
"Aa, der er Frederik." Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og lod ham lægge det sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg Haanden. "Tro mig jeg er Deres Veninde!" sagde hun. William blev besynderlig forvirret ved det Haandtryk. Han bukkede.
Men mangler de Arkitektur, saa har de Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige, stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse.
Men da Grevinden fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev borte under det lange Enkeslør første Gang havde talt i Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen, Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj som sin Moder hvor tæt gik de ind til hinanden begyndte de gamle Damers Sind at mildnes.
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: "Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle for jeg er gal, gal gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp.
Han lo: For jeg har slet ikke været ude sagde han. Kun gjort i Orden til iaften. Ellen saa paa ham. Til iaften ? -Ja -ser du ikke, hvor jeg er fin sagde han, vi har Fest idag, i Riddersalen. Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips. -Men vi to alene, Fa'er? Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt. Og ingen andre? -Vi to. Ja der er færdigt sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik over Gangen.
Han havde imidlertid neppe løftet Armen op, før jeg saá Nikola liste sig frem fra sit Værelse. Han nærmede sig mere og mere til den intet anende Munk, og efter at han saa havde maalt Afstanden, kastede han sig med et stort Spring over Manden og greb ham i Struben. Jeg trak Benene fra ham, og han faldt, medens Nikola stadig holdt ham om Halsen.
"Ret Dig," sagde Høg. "Du skal se, den Pige bliver skæv." Det var Høgs stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve. William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér. Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa.
"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok ." Og med sin Kasse under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt. Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden, hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.
Jeg saae forundret paa ham, men han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter, ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt. Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen.
Dagens Ord
Andre Ser