United States or Poland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men nu tør jeg ikke bli' længer; jeg er så opkavet i denne tid. Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg. GREGERS. Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for. FRU SØRBY. Ja så-, jeg synes da ikke, at han før i tiden
HEDVIG. Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig sådan GREGERS. Er han fuld da? HEDVIG. Han er visst det. GREGERS. Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der, kan jeg tænke? HEDVIG. Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting. GREGERS. Så?
CATILINA. Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst . Men sig, hvem søger du i midnatstimen? SKYGGEN. Dig søger jeg. Vid, denne time kun er mig forundt til vandringsfrist heroppe. CATILINA. Ved alle guder, tal! Hvo er du? SKYGGEN. Stille! Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab. Hvi under du mig ikke gravens fred? Hvi driver du mig op af dødens bolig?
HJALMAR. Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse. RELLING. Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre livsopgaven at stræve for HJALMAR. Og jeg stræver også, kan du tro.
Skape sig om hadde hun villet for at slippe ind mellem mennesker, hvor hun hadde visst altid, hun maatte være en fremmed, fordi hun var av en anden art. Men hun hadde ikke orket at være alene, indespærret i sin egen natur. Hun hadde gjort vold paa sin natur. Og motbydelig, unaturlig var hendes forhold blit til de mennesker, som var hende væsensfremmede inderst inde.
HJALMAR. Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som realiserer det sande ægteskab. GREGERS. Nej men hvor kan du da sige sligt! HJALMAR. Jo visst blir det så.
HJALMAR. Ja visst ved jeg det. GREGERS. Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet! HJALMAR. Hvilket vidnesbyrd? GREGERS. Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden. HJALMAR. Skyde vildanden! GINA. Nej, tænk ! HJALMAR. Hvad skulde det til?
Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl ? Hjalmar, skal vi vise ham det? Å nej, nej, far; ikke i aften. GREGERS. Hvad vil han vise mig? HJALMAR. Å, det er bare noget sådant ; du kan få se det en anden gang. Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen.
Nei hun vilde aldrig faat mot til at si det og se paa, hvordan moren tok slaget. Hun, som ingenting hadde visst, intet vilde kunne begripe. Hadde hun ikke kunnet reise fra det Jenny skjønte, hun hadde før dræpt sig. Det var ikke kjærlighet det var feighet. For engang maatte hun jo si det og derutefra orket hun nok. I det samme toget rykket til og begyndte at gli utover, saa hun Gert.
Dagens Ord
Andre Ser