United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det vilde måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde? »Var det ellers noget?« spurgte han. »Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?« »Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«
Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde. »Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« »Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«
Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. »Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. »Ja, jeg må vel det,« svared jeg. Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel? »Nej,« sagde jeg. Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig.
Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov.
»Ja, det var det!« svared jeg. Og vi begyndte påny at springe omkring. »Jeg synes, De halter?« »Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.« »Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange Plager De har.« »Å, ja. Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.« »Overkørt? Fuld da igen?
Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en lidt tyk Kone. Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred.
»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den, naturligvis.« Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens Forbrydelser være istand.
»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal'time,« sagde han. »Di har sitti her en hal' Time?« »Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik. Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det et Svar?
Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig dybt krænket og svared ikke. »Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig. Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk. »Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At skrive falsk?
»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.« En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord. »Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til. Hvor går Turen?« »Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«
Dagens Ord
Andre Ser