United States or United States Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning: »Klokken er ti.« »Nej, den er to,« svared han forundret. »Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad Klokken er ti!«
»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe siden. Men nu skal De få dem med det første.« »Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner. Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed.
Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og svared: »Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .« »Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder! Jeg får mindst fem Kroner til Dig.« Og han puffed mig ind.
»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det var bare en liden Knibe, jeg stod i.«
Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.« »Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo skilles i England.« »Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi kunde skilles i England, hvis det ikke gik. Så satte han mig til Arbejde . . . .
Da sagde han: "Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg kan ikke leve uden hende". Jeg svared ham: "Så gå til hendes bur; du ved de vilkår hun har sat". Men han sagde: "Kvindekær mand skatter livet højt; uvist blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med". Længe talte vi sammen, og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.
Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne? En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared: »På St.
»Et Sengetæppe,« svared jeg. »Hvormange er Klokken?« spurgte han. »Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.« Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds.
Han havde næsten hvidt Hår og så ud i sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren efter noget. »Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til Manden. »Har min Kone sagt det?« spurgte han. »Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.« Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.
Dagens Ord
Andre Ser