United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må jage på mig, Gregers. Der skal tid til, ser du. GREGERS. Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar. RELLING. Se så; er nu den vildanden på færde igen? HJALMAR. Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja. RELLING. Grosserer Werles ? Er det ham, I snakker om? HJALMAR. Om ham og os andre. Gid fanden havde Dem! HJALMAR. Hvad er det, du siger?
GINA. Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne. HEDVIG. Tænk, blev det så meget! GINA. Akkurat otte kroner og femti. Gina tar atter sit sytøj. HEDVIG. Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle? GINA. Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud efter ham.
Hahn saa jo selv, hvordan det stod til, saa han fandt sig i det uundgaaelige; men han vilde have greie paa hvordan det var gaaet for sig. Det var da Dick saavidt fik stønnet frem: «Overfald hr. grosserer, overfald paa sagesløs mand.» Og med det samme besvimet han yndig, forsikrer jeg dig. De gjør det ikke bedre paa den nationale.
HJALMAR. Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret GREGERS. Aha! HEDVIG. Hundrede kroner, mor! Det læste jeg. GINA. Det blir jo godt for bedstefar.
JENSEN. Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn. PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset. De, Pettersen, her er en gammel fyr, som Hvad fan', kommer her nu nogen!
Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde. FRU SØRBY. Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også. RELLING. Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro. FRU SØRBY. Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig.
HJALMAR. Ja, eller ta' rede på indkomsterne i al fald. GINA. Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt. HJALMAR. En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at strække så mærkværdig langt. GINA. Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet. HJALMAR. Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den arkskrivningen hos grosserer Werle? GINA. Jeg ved ikke, om det er så rundelig.
HJALMAR. Ja, det kan gerne være, men GINA. Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag ved HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar's, det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.
HEDVIG. Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så står der «frøken» udenpå det. HJALMAR. Lad mig se det brev. Der kan du se. HJALMAR. Det er grosserer Werles hånd. GINA. Er du viss på det, Ekdal? HJALMAR. Se selv. GINA. Å tror du, jeg skønner mig på sligt? HJALMAR. Hedvig, må jeg åbne brevet og læse det?
Dagens Ord
Andre Ser