Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 17. juni 2025
HEDVIG. Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så står der «frøken» udenpå det. HJALMAR. Lad mig se det brev. Der kan du se. HJALMAR. Det er grosserer Werles hånd. GINA. Er du viss på det, Ekdal? HJALMAR. Se selv. GINA. Å tror du, jeg skønner mig på sligt? HJALMAR. Hedvig, må jeg åbne brevet og læse det?
Endog gamle Gurine Hendrum, som ikke forstod sig stort paa engelsk, syntes at nyprestens engelsk trillet saa vakkert. „Man maatte jo ogsaa huske paa at pastor Johnson var høiskolegraduent; mens pastor Reierson hadde bare tat den forberedende avdeling ved presteskolen,“ mente hun. For det tredje var baade pastor Johnson og hans unge hustru saa vennesæle, at de drog ungdommen til sig.
For da kom de saa langt bort fra hinanden. For han snakket om kjærlighet, men hendes kjærlighet saa ikke ut saan, som han trodde. Og hun kunde ikke forklare den med ord. Hun bare klamret sig til ham og det var ingen naade og ingen fyrstelig gave. Det var bare en liten fattig, tiggende kjærlighet, og han skulde ikke takke for den, men bare holde av hende og ikke si nogen ting .
Det er ikke bare mors skyld heller. Jeg kan da forstaa hende alle mennesker foretrækker far. Ja du og. Det er rimelig jeg gjør det igrunden jeg og. Men netop derfor skjønner jeg, at hun er blit, som hun er blit. Hun vil jo være den første overalt, ser du. Og hun er det hos ingen. Stakkars mor!» «Ja stakkars,» sa Jenny. Men hendes hjerte var iskoldt imot fru Gram.
Men se, det er nu bare ondskab. Hør, du Bjørn, kender du visen, som går landet rundt? BJØRN. En vise? FINN Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt for resten. Hør nu bare efter. Hun er vel svøbt i fløjel og mård; hun fletter de røde guldperler i hår, men har ikke fred i sit sind.
Jeg skulde møde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjøre af mig i mellemtiden. Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet mistrøstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa koldt og ufjælgt som om vi skulde være i februar.
Deilige blaa, gjennemsigtige safirer laa og kappedes i skjønhet med de herligste, dyprøde rubiner. Synet var slik at det aldeles overvældet dem alle og gjorde dem maalløse. De simpelthen bare stod og maapet. Sir Ralph grep halvt mekanisk ned i haugen og tok op en haandfuld ædelstener. De formelig lynte i solskinnet. Næsten likesaa mekanisk spurte han: „Hvad tror Dere alt dette er værd?“
Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket døren bag sig og satte sig paa bænken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig to gange og endelig kom det: «Det bliver svinagtig dyrt.» «Dyrt? Hvad bliver dyrt?» «Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste vi kan faa det for.» «Er du gal, eller er du bare fuld, mand?» «Ingen af delene.
Men jeg vil bare si Dem det, at naar vi brukte vor kanon til hjælp for Dem, saa var det bare fordi vi som skikkelige mennesker ikke kunde undgaa det. Og skulde jeg være saa uheldig at høre noget mere om Dem naar jeg kommer til et civilisert sted igjen, saa lar jeg Dem arrestere som den kjeltring av en tyv De er. Tør jeg spørre om De er med?“
Nævnte jeg mit Barn, min Viv, saae de op i Masten bare, sagde: «Kulingen er stiv,» pegte, uden meer at svare, paa i Nord en liden Prik. Det var Landsend , som forgik. Forud kun naturligviis, blandt Matroser og de Unge, turde jeg med sluppen Tunge give Klagerne til Priis. Men fra Skandsen var alt Chefen paa min Støi opmærksom bleven. «Manne hid! Hvad? Flæber han? Nu, for tusinde Ulykker!
Dagens Ord
Andre Ser