Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juni 2025
Han skubbede Skamlen tilbage, faldt ned paa Knæ og lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig. "Hvorfor er De ulykkelig?" spurgte han og saá op i hendes Ansigt, der var vaadt af Taarer. Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som fælles Tørst drev deres Læber sammen. Ingen af dem talte.
Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren. Det unge Menneske rejste sig: -Farvel, Grandpapa, sagde han kun. -Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte? Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte: -Ungdommen maa have Penge, sagde han: -Farvel. -Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik.
Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun plejede, naar Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder rystede lidt, mens hun skød Slaaen ned i Dørtrinnet. Det var mærkeligt med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hænder sitrede lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun blev ældre.
Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem, snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen.
-Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt. -Han skød sig, sagde Karl. -Nej. -Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt: véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig det var lige efter han havde sat Folkene i Arbejde.... -Men hvor er hun da?
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til: -Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en? -Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop. Han havde atter drejet sin Stol: -Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant.
Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned i hendes Skød, og William knugede hendes Haand: "Nej," hviskede han. Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod paa Perronen med forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Saa kørte Toget, han saá Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i Vinden, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen.
Halvraadne Blade svøber sig om dem, og blindt suger de til sig af det samme store Skød. Jorden, Livets Moder, dit Hjærte banker af Længsel. Favnet en Efteraarsdag, drømmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne løses af dit Skød. Vinter, skingrende Frost omkring mig, Græsset er vissent, og Vintersædens Rødder frosset fast. Det er øde og koldt, saa mange Munde skriger for Føde.
-Halløj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skød paa dem som en Raket gennem Sværmen Time-Drosken ventede ved Porten: -Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik Depechen op og læste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en Bom: Tredive Forestillinger
En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over Landskabet. Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa paa Ryggen hen ad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød. De havde længe været tavse.
Dagens Ord
Andre Ser