United States or Northern Mariana Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn: -Og Menneskenes Vilje, sagde han. Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden : -Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop. -Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.
"Han" var Jomfruens Søn. -Ja, nu er han jo løbet fra Konen. -Naa. -Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen. -Hvad lever han af? spurgte Excellencen. Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et før: -Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil Ryggen var skruttet : -Tak. -Kom kun ind, sagde Georg. Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet: -Er det Dem? sagde han. -Sæt Dem.
Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene: -Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ... -Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til: -Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en? -Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop. Han havde atter drejet sin Stol: -Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant.
-Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos "Søstrene", hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge. Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen: -Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved. -Men det er vel Himlens Velsignelse.
Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse: -Ja, En bøder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man bøder for'et, naar man er kommen i Ulykke . . . -Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Fornøjelsen.
Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade. Hans Excellence løftede Hovedet. -Og hvor er hun selv? sagde han. -Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag. -Saa drikker jeg The, sagde Faderen. -Ja. Døren faldt til. Georg sad som før, da det ringede igen. Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat: -Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun. -Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
Dagens Ord