United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, sagde han og saa' op i Træerne Himlen saa' han ikke mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa. Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen. Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Møller.
Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany konferere med Marie Pige. Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes Naade var jo ogsaa efter Maries Oplysninger længst overbevist om, at der »ikke mere kunde være Tvivl«.
Her vilde de ingen »Opstandelse« lave, for her var de kendt. Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig pludselig til Hovedet og sagde: Det er sært, saaden en Forskel, der kan være paa Søskende! Det gav et Sæt i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det.
Og hun spurgte om en mærkelig Perleindfatning af en Medaillon, der hang halvskjult under Etatsraadindens Hage: -Den maa være meget gammel, sagde hun. -Ja, Stykket er historisk. -Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af: -Den har tilhørt Marie Antoinette. -Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra Frankfurt.
Nej, Du sa'e, at de var raa ; og det er Synd for Marie, der ellers er saa flink ... Du kom sent hjem fra Klubben i Dag; Isidor sad og ventede for at hilse paa Dig. Vi kunde ikke blive færdig med den Domino ... Lassen er saa langsom. Hvem vandt? Jeg naturligvis ... syv Partier. Ja, de er meget søde ... Godnat ... og sov vel! Tak i lige Maade ... Ja, nu tror jeg, jeg kan , Gudskelov!
-Jeg tænkte det for Roserne ... jeg saa' til dem idag. -Ja, sagde han, de maa dækkes nu. Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben. Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé. -Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret.
Marie holdt det, rystende over hele Kroppen. -Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige ... aa Jøsses ... aa ... min søde Frelser.... Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen ... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder. Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt. Katinka slog Øjnene op.
Hun er det , de kalder en Munstrum , forklarede den anden kyndig saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede. Og Maren Ørentvist supplerede: Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun ikke! Nej, indrømmede Marie det kan hun ikke. Men hun har hele Sanselivet paa Følelsen , har hun. I skulde se hende kende baade mig og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.
-Det var en Mand med Koste. -Hun kommer aldrig, sagde Katinka. -Vi faar dig syg igen, sagde Bai. Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge. -Hvad sagde han? sagde Bai derude. -Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen skinnede. -Sover Fruen? -Jeg tror det....
-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa Trappen i den graa Morgen. -Ja, hvis du vil, sagde Katinka. Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid. -Naa sagde Bai som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene. Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav lidt. -Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
Dagens Ord