United States or Cocos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men i det tidlige Foraar ere mange af Planterne endnu ikke komne frem over Jorden; hvor ofte seer Man derfor ikke en saadan raa Arbejder med Spaden gjennemskjære mange prægtige Planter især af Løgvæxterne og derved aldeles ødelægge dem; medens han ved sin utidige Gravning berøver andre Planter saa godt som alle de unge kraftigste Rødder og Skud.

Men paa ny bød Nils Uldahl fredsommeligt en Haand frem: Forvalter Larsen, sagde han, og kun faa opfattede, at hans Stemme dirrede en Smule kan De tilgive en gammel Mand hans utidige Overilelse ... Jeg gør Dem herved min Undskyldning! Vil De række mig Deres Haand som Tegn paa Forsoning? Forfjamsket stak Forvalteren sin Haand frem, og Nils greb den og trykkede den ...

Naar det træffer i med lange Tøvejrsperioder ledsagede af lidt Sol, saa kan man se mange af disse Bjergplanter "spidse Øren"; de tror det er Foraar og begynder i det fattige Lys en ung spæd Vækst, der til Skade for hele Planten svides af, naar Frosten kommer igen. Grandækket hindrer ved sin Skygge Planterne i at faa saadanne utidige Foraarsfornemnmelser med den deraf flydende Fortræd.

-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa Trappen i den graa Morgen. -Ja, hvis du vil, sagde Katinka. Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid. -Naa sagde Bai som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene. Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav lidt. -Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.

Thi hun vilde jo saa med Rette kunde holde ham for Øje, at nu var det ikke blot ham selv alene, han vilde bringe Skændsel og Ulykke over ved sit utidige Samvittighedsnag, men ogsaa hende, sin Moder, vilde han drage med sig, da hun jo, efter at være bleven sat ind i Sagen, burde gaa til Øvrigheden og angive ham.

Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op og ned. Og saa forsvandt ogsaa den. Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og højere op paa Himlen.