United States or South Georgia and the South Sandwich Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden. Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale. Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham. Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod og saa' paa dem de to, som #elskede hinanden#. Hun hørte og saa' paa dem nysgerrigt næsten som et stort Under.
Og om Aftenen, naar alt er til Ro, sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes Smaasaar med den kølige Jord. Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun drager et Suk naar det linder. Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven rundt, thi Søvnen vil ikke komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge Nerver.
Corpus Juris foer i Veiret: »Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op, Christopher! op, Nicolai!« Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst til at blive liggende i Sengen og synge: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land« men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte op af Sengen.
Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen. Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-Ældst kastede Papiret. -Gud, lille Louise ... Frøken Linde med #de# Øjne ... hun kunde gerne se det.... Frøken Jensen tog Papiret op.
De rodede Jorden op Tryne ved Tryne, deres smaa, onde Øjne lyste som Ild, og deres Grynten fyldte Luften med en ond Lyd som af et stort Hjuls brummende Svingen ... Nu vilde det ske! Nu var Øjeblikket inde!
Hans Excellence sad ved sit Bord endnu. -Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage. -Saa maa det være. Jægermesteren stod op: -Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs. -Ja, sagde han. -Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør. Hans Excellence drejede Hovedet: -Jeg ventede Dig, sagde han.
Der gik aldrig en Dag, uden at hun saarede mig da jeg var lille, var det ikke blot med Ord; hun plejede at knibe mig og slaa mig paa Ørene, til Doktor Garrison sagde, at jeg kunde blive døv, saa holdt hun op, for hun sagde, at døve Mennesker var en Plage, og hun kunde ikke holde dem ud.
Men alle var de parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af «Fjenden» foran dem. Karen og Kaninen sad aandeløse og stive af Frygt for at skræmme Dyrene. Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre Gange som til Hilsen. Karen brast i Latter. Hun kunde ikke lade være: hun maatte nikke igen!
Vi forlod den lange Gang, som vi nu kendte saa godt, drejede til venstre, steg op ad en Trappe, fulgte en anden lille Gang, og kom saa til et Sted, hvor fire Gange stødte sammen. "Hvor i al Verden er vi?" spurgte Nikola, idet han saá sig om. "Dette minder mig om Labyrinten i Hampton Court." "Tys, hvad er det for en mærkelig Lyd?"
-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte : -De har ogsaa deres. Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde. -Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op. -Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig. -Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.
Dagens Ord