Han var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld hvor trist det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt sin Død ved opofrende at hjælpe de andre ... Det kunde dog ikke nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her mellem alt Drivgodset og i Skumringen.

Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der forløb. Og bestandig forlegen, blot for at der skulde »ské« noget, lod Erhard sig glide ned fra Sædet paa Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder »de smaa Kid« der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder.

-At du først kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst. -Jeg kunde ikke komme før. Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt. Og jeg forstod det som hun ikke kunde spørge om. -Det er dækket, sagde jeg. Jeg følte hendes Arme knugende om min Hals. Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men hun hørte ikke.

Hans Excellence sad ved sit Bord endnu. -Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage. -Saa maa det være. Jægermesteren stod op: -Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs. -Ja, sagde han. -Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør. Hans Excellence drejede Hovedet: -Jeg ventede Dig, sagde han.

Armene faldt ned. Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort indtil der var stille. Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren. Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede Giovanni Liget ud.