Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 27. juni 2025
Nu da han endelig var der, maatte de have en Passiar sammen om de gamle Dage, de gamle Minder. Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke om den sidste Tid, han havde boet hos Fru Herding den var i dette Øjeblik ikke mere til for ham. Men om alle de Aftener da de havde siddet sammen og passiaret kun de tre, som nu igen var her i hinandens Selskab.
Hun søgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bøjede det sammen som i Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun maatte græde, at det var bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig Medfølelse. Han var lige ved at græde selv.
De havde givet sig til at opfriske gamle Fællesminder, og tilsidst var Flyge fulgt med Hansen-Maagerup hjem. Siden var han af og til kommet igen, og en Søndag Aften, da han tilfældigvis var der, havde Fru Herding spurgt, om han ikke havde Lyst til at deltage i Whisten. Han havde taget mod Indbydelsen, var senere kommet igen og nu faldt det af sig selv, at han indfandt sig, naar han havde Lyst.
Det var en Tilfældighed, at jeg blev forlovet med hende, Ingen af os havde før det Øjeblik tænkt paa noget saadant. Men naar først Afgørelsen er der, saa nær, at den kan gribes, saa viser man den ikke fra sig. I mange Tilfælde kan man det ikke." "Du skal heller ikke bryde Dig det mindste om mig mere," sagde Hansen-Maagerup sagtmodigt. "Bare Du nu selv er rigtig lykkelig."
Og han havde paa Fornemmelsen, at han med Flid undgik at blive alene med ham. Men en Aften kunde det ikke undgaas, at de kom til at følges ned ad Gaden, da de skulde hjem. De var længe uden Ord. Flyge gik og nynnede. Hansen-Maagerup tænkte et Øjeblik paa, om han skulde gaa lige løs paa det, der dog laa dem begge paa Hjerte, og spørge ham, hvad i Grunden hans Mening var med Anna.
Humøret er nok lidt sort i Kanten idag, saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo imidlertid Hr. Biblioteksassistenten kommen og hvis nu De maaske vilde gøre os den Ære, saa maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere Kulør paa Leveren ..." "Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min Part." Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup for at gøre endnu et Forsøg paa at faa ham med.
Og hun gav sig til at vifte. Først med Parasollen, saa, da det ikke hjalp, med Lommetørklædet. "Jo nu har han faaet Øje paa os nu vifter han igen ... Nu kommer han hen til os bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med kan Du se Hansen-Maagerup ..." Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg sig Vej i Stimmelen med Hansen-Maagerup i sit Kølvand.
"Mo'er vilde blive saa glad ved at se Dem." "Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg ligefremt. "Men jeg tænker, vi mødes en anden Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke være anderledes." Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige og fugtige Øjne og saa paa Anna. Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bøg sig om og svingede med Hatten.
Og tilsidst en spæd og lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa nervøse Ryk ... "De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup snøftede ganske ubehersket. Flyge gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder. "Du skulde se at blive gift med Frøken Herding," sagde han. "I vilde passe godt sammen." Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det.
Han mente det virkelig ikke saa farligt i alt Fald mente han det ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til, at man lagde en vis, passende Vægt paa, hvad han sagde. Og saa havde denne lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske uimponeret. Han saa hen paa Hansen-Maagerup.
Dagens Ord
Andre Ser