Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mørket over dem, og alle Stier blev slettet ud. En Fé fandt dem sovende paa en grøn Plet Mos. Han havde lagt sine Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hænder bort paa hans Bryst. Jeg vil lære jer at elske. Hun bøjede sig ned over dem, kyssede dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Kærlighedens Fé. Mange Aar gik.
Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede Hovedet frem imod ham. "Hvad siger du?" spurgte han. Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte. Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig, som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage.
Men Moderen græd, naar han var gaaet, og Børnene var bange, for det var noget omtrent, som havde der været et Spøgelse. -Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bøjede sig igen og kyssede Moderens Haand. Han kom for at kunne nævne dem, der var langt borte.... ... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i sit Skød.
Hun nikkede til Bai og lo ad alle de Ansigter, som drejede rundt. -Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne. De kørte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem over Huus. -Pas dog paa, sagde han og tog om hende. Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme ud for hende.
Der blev en Fortællen ved Visiter; alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa Vejen fra Kirken; ridderlig bøjede Otto Heinrich sig og bød den ældste Stiftsdame Armen; ved de smaa Teer; Otto Heinrich sang Løjtnansviser og akkompagnerede sig med en Finger. Der var især en Vise om en Bændelorm. Det var Otto Heinrichs Yndlingssang. "Ich hab' im Leben keine Freude.
Hun sad forrest i Klyngen med Ansigtet lige ind i Maanelyset. Lige bag ved hende sad han . Hans Øjne og Læber hang ved hende. Den hvide Dame! Saa I hende? Nu gik hun ind mellem Birkene. Hun bøjede sig langt fremover. I er gale med jeres Sludder. Han rejste sig op. Tror du maaske ikke engang, hun er til. Deres Øjne mødtes. Hendes var fulde af Haan. De tav. Træernes Grene raslede for Natvinden.
Hvad havde han tænkt paa den Gang? Han huskede det ikke. Men hun saá paa ham og sagde: "Man glemmer aldrig saadan noget sig mig det." Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo begge en Stund, indtil Latteren blev til stumme Smil, og han bøjede sig over imod hende. Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han hviskede til hende, halvt liggende i hendes Skød.
Rositta bøjede Hovedet uden at svare. Fru Karen sendte hende et hvast Sideblik og fortsatte derpaa ganske uden Overgang: Skal I til Havslunde paa Fredag? Ja ... Isidor ... Jeg tager ikke med. Kan Du forstaa, lille Pige, at de holder Selskab saa hurtig oven paa det Selvmord? Naa aa ... Det er naturligvis Line, der vil vise Verden ... Nej, det er dog vist Onkel Nils ... Maaske.
Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse. Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu. Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det. -Saa, Giovanni, saa min Ven. Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder.
Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet, mens »Fruen« lukkede Stalddøren. De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast ... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset standsede de.
Dagens Ord
Andre Ser