Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juli 2025
Geheimeraadinden . Det var ... min Faders Skytte. Claus . Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de sorte Øine? Geheimeraadinden . Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader. Claus. Est-il possible! Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.
Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent, hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede, at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der talte.
Men Erik beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten. Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa saa langt langt bort under de fine Bryn saadanne Øine!
Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at faa Lov til at fly. Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.
Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa ham.
Materialist nei, det kan man vist ikke kalde mig, men Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øine.
Ja saaledes vil jeg fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine og spørger: hvem er det?
Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og velformet. Men især havde de Øine været mig paafaldende, som husedes temmelig dybt inde under denne Hvælving.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst. De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde. Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Lidet anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde læse dets Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre høist kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. »Pjalt,« hviskede disse faste Læber, »Løgner, Floskelmager!« raabte denne aabne Pande, »Troløse!« udbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og nu stirrede saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: »og #han# var min Ungdoms store Kjærlighed!«
Dagens Ord
Andre Ser