Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juli 2025
»Ja saa«, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt Smil om hans Læber. »Saa det er Deres meget ærede Mening?
Saa tog Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have troet, det var hende selv, der red. -Ja, Ligheden var forbausende. Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en anden. Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten klistret til sine Øine: -Det er en deilig Hest, sagde hun.
Hun havde den kalescheformede Havehat paa af sort Straa, som jeg kjendte fra »Sophienruhe«, en praktisk Hovedbedækning, da den kastede Skygge ned til midt paa Kinden; fra denne rolige Skygge, der havde grønligt Skjær af Skoven, kiggede de smaa blanke Øine sorgløst ud paa Naturen og paa mig.
Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans Øine, og hun saa hans Læber mens hun smilede. Ja hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved. Et Kærtegn.
-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan uden at tage Dem det allermindste til? -Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ... -Billeder? Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi, saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen.
Naar han var fuld, vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød, og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar og kyssede hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine. Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn. Han fortalte, og han vilde have mer at drikke og hun var glad ved at kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød
Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, men det flimrede for mine Øine. Ja, det er godt, Tak skal I have. Farvel! Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned ad Ryggen. Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham.
Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys ... Det var forbi. Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede: -Hvor De er god! Og lægge sig ind til hendes Bryst.
Mon dieu , Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer? Abigael . Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. Vi sees ved Middagsbordet.
»Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den anden?« spurgte jeg Emmy, »Jeg synes, at de seer allesammen eens ud, guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.« »Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende«, svarede Emmy.
Dagens Ord
Andre Ser