United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen. Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder. Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen?
En unævnelig, kvælende Bitterhed snørede hendes Strube sammen. Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre, og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet. Hun saá atter paa William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem mellem deres, som sad foran, han levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned og kyssede ham heftigt paa Panden.
Han kunde mærke, hvorledes Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og greb hans Ben og kneb det. Han skreg. Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort. Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod.
Hans Hænder faldt slapt ned han hørte Tonerne gennem en brusende fjern Larm, og han lukkede Øjnene. Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaagnede ved, at Tonerne døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne. "Hvorfor spiller De ikke mere," spurgte han. Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syntes, hun græd. Det stormede i ham.
"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som for at samle sine Tanker, "jeg selv begriber heller ikke, hvad der er sket hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt nej, det er dog ikke muligt!"
Farvestøvet var drysset af det i store Pletter, især af Haaret, men ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor det ene Øie skulde have været, grinede Lærredet lyst igjennem. Det var sat i en ormædt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, og under det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester Midten af forrige Aarhundrede.
-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap Døren: -Du er jo helt bleg. -Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig førte Haanden hen over Panden, sagde hun: -Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker. Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Berømthedens Søn, der stod bag hende i en Krog: -Tror De paa Datoer? Sønnen blev staaende med aaben Mund.
Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot. Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden. -Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.
Naar De gaar herfra, saa fald paa Knæ og tak Forsynet, fordi jeg ikke dræbte Dem straks paa Grund af Deres Frækhed. Husker De Hanotat? Gør De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham. Ligesom De ansaa han sig for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig.
Han greb dem, og hastigt bøjede han sig ned og kyssede hende paa Panden med just den samme Bevægelse som den, hvormed han spiste. Hendes Naade blev ved at smile: -Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen. -Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence. -Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ændredes lidt.
Dagens Ord