United States or Macao ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Til Nytte? Jeg.... Priorinden forstod pludselig, og de blev blodrøde begge to. -Ja, sagde Frøken von Salzen, De maa ret forstaa. Man ved jo, saadan en Ekvipering er dyr.... -Jeg ... Priorinden kunde knap faa Ordene frem jeg har jo sparet, sagde hun. Tak, men jeg har selv. Tak! Hun fandt ikke mer at sige, og Frøken von Salzen rejste sig forvirret.
Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og uens som bankende Feberpulse i hans Tale.
"Jeg har været ude at spise," sagde han, "Spis, spis, man trænger til det paa saadanne Dage." "Vi har spist," sagde Nina. "Men man bør have nærende Ting, meget nærende Ting, køb noget Oksekød i disse dage, Nina, meget Oksekød." Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der gaar i Søvne. Han gav sig til at rode i Buffet'en og tog tre Glas frem.
Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale. Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente. Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige.
Hans Hvide lo: -Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad. -Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den plejede. Hans Hvide var gaaet.
De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde, sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne De er altfor uforsigtig. Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet: -Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster. Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes.
Konferensraadens Øje blev rødt i det Hvide, og i et Sekund havde han løftet sin Krykke i den sunde Arm, der skælvede: -Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedræt: -At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at græde. Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at værne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt.
»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene. Den bidske Luft strentede ligesom i #Bølger# mod Mændene, straks de kom udenfor.
Orgelpiberne hvinede, inden de tav. "Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af Dem ..." Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod Orgelet, sagde hun mildt: "Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder af Dem." Hun saá paa ham nedefra.
"Det er Forbi," sagde Præsten og lagde Haanden paa hans Hoved. William saa op og traf et Par mørke, tungsindige Øjne, som saá ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand og gav sig til at græde. Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene. William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede Drengen paa Panden. William løb ...
Dagens Ord