United States or Mauritania ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Nu har de købt "Bakken", sagde Karl. -Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene. -Ja. De begyndte at synge igen. -Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte. -Ja, sagde Karl. De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene: -Vi skulde haft den. Ida rørte sig ikke.
Konferensraaden lod Ordene dø hen: -Naar skal Du sælge? sagde han. -Straks, sagde Hans Excellence og førte uden at vide det den venstre Haand op for at aftørre sine Tindingers Sved. -Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke rørte sig.
Man syntes, det var en Død, der havde rejst sig. -Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han. Udenfor blev Døre slaaet op og Døre slaaet i, og paa Gangen lød der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Øjnene levede: -Det kan ikke være Forbi. -Det skal. -Det er Veksler. -Jeg betaler dem ikke. -Du maa. Ordene kom som Hug. -Jeg gør det ikke. -Du maa.
Hun havde en dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst. "Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig Musik det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over i Kirken ..."
»Ordene ere lidt utydelige«, tillod jeg mig at indvende, »dog troer jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af hans Digte, hvor han siger: »Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du da?««
Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans. "Jeg tror, jeg besvimer, William," sagde hun. Ordene gled ud i et Smil. "Det er Melodien," gentog han. Saa standsede hun med et Ryk. "Lad os gaa ud paa Gangen," sagde hun, "her er for varmt." Der var køligt paa Gangen. "Det gør godt," sagde hun og holdt Hovedet tilbage. "Der var for varmt inde."
Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom. De havde tiet lidt. -Hm, ganske net Menneske hva'? -Ja saadan at se til.... -Hva' sagde Agnes Linde?.... -Ogsaa, at han var ganske net. -Hm skrap Mund, det Pigebarn har. -Og Fa'en véd, hva' for en L'hombre han spiller.... Lidt efter sov Bai. Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.
Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre var tilstede.
Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da havde de alle været i Live. Men nu. Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham. Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham, ham.
Jeg lever, Ordene kommer dybt nede fra, af de vilde Biers Honning. I Landet derude ligger et Slot, der har jeg hjemme, Stemmen vokser og vokser. En underlig Glød tændes bag Øjnenes Glar. Vig fra mig Satan og al din skidne Yngel, at ikke jeres forpestede Aande skal plette min rene Sjæl. Han bløder, ham I hængte paa Korset. Se Støvet er rødt, og ingen af jer værdig til at kysse Jorden.
Dagens Ord