United States or Micronesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte: "Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte. "Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og tilbage med sænket Hoved. Høg kom lidt efter. Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København.
Øjnene er store og matte, ved Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade af Brændevin og Badegæster.
Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus jeg kan vel sige med noget af dens Glæde, der ser, begynder at se en Livsdrøm gjort til Virkelighed slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier med løftet Glas vendte han sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der beruste Generalforsamlingerne udstrør deres nye Rigdomme, skal vi hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens København, det vort København, der brød Voldene ned for at bygge paa ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu staar.
"Nej, nej, jeg ler jo ikke," sagde han mumlende, thi han kunde næppe faa Læberne saa vidt aabnede, at han kunde faa Ordene frem, "jeg ler jo ikke." "Jo Du ler." "Nej, nej, ser Du dog ikke," sagde William i rystende Angst, "jeg er alvorlig, jeg ler ikke."
Nu og da rejste Madam Bolling sig og, raadlos, gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen som et sygt Dyr. -Vil du ikke spise? sagde hun. -Nej Tak. Atter satte Madam Bolling sig. Bolling vaagnede. Ordene blev kun til utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine tog den og laeste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke horte. Faderen faldt hen.
Hun rakte Haenderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke igen han saa dem ikke; og Ordene, hun havde laengtes efter at sige, hun fik dem paa en Gang ikke frem; hun stod kun maallos, ventende, i uforstaaende Angst foran hans aandsfravaerende Ojne, der ikke saa hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.
-Hvad De vil. Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at læse de første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen. Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da.
-Ja saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer. -Eller jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk og satte sig. -Ja det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi maa han søgte noget om Ordene en Gang tale ud med hinanden; han tav lidt.
»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen Lomme,« vedblev hun. »Tonny, jeg sværger ...« »Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!« »Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa inderligt ...«
Til disse »Promenader« kom hun bestandig tilbage, idet hun roede om i Luften med sine snavsede Labber, for at antyde deres overordentlige Udbredelse, og idelig gjentog Ordene: »da'rim und dort'nim«. Enden paa det blev, at vi mødtes paa Halvveien. Hun lovede, at Alt skulde være fix og færdig, naar jeg kom otte Dage senere, ved Feriens Begyndelse.
Dagens Ord