»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »#Saadan# er Carman ikke ... en Tjenestepige!« »Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt overraskendeDetektiven betænkte sig et Øjeblik.

Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug. »Ja, dér gaar hanFyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig jo, han er en dejlig KavalerDetektiven begyndte at more sig.

Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem VinduetDermed saa han udfordrende paa Campnell. »Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg gjorde paa at nappe Dem?« »Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er meget værre!

Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.« »Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse OmstændighederCarman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren, inden hun svarede.

Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og satte min Taske fra mig. Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig. Det hele varede kun et Øjeblik baade Synet og Lyset. Men jeg havde set nok.

Damen fo'r derhen: »Har han ladet #noget# liggeHun stampede i Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det #bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du bangeCarman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var propfuldt af Juveler igen! »Jeg tror slet ikke, de har været bortekom det tørt.

Men engang imellem tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal vi seFrøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste Carman sig. Han stirrede paa hende. »Er der noget i Vejen?« »Aa, lad vær' at skab' Digsvarede Frk. Darling og forsvandt ud af Stuen.

Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort det?« »Hun siger, det er Dem selv!« »Mig? Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.« »Er De sikker paa #det#?« Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik. »Ja selvfølgelig er jeg sikker « »Vis mig lidt omkring, hvad?« »Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at seUndersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.

»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen Lommevedblev hun. »Tonny, jeg sværger ...« »Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!« »Men Tonny, hvor kan Du sige detOrdene syntes virkelig at gaa ham til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa inderligt ...«

Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det Hele.« »Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?« » . Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman kan narre mig? IndbrudstyveriHun lo paa sin kolde, spottende Maade. »Han er selv Indbrudstyven.« »Saa aa?« »Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog mine Juveler. Men dette!