United States or Honduras ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ida rystede paa sit Hoved: -Nej, jeg tror det ikke, sagde hun. -Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham til Skt. Hans.... -Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme, der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde: hvorfor er han her da egentlig?
-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig straks efter Balkonscenen. -Og gik alene med en Lakaj. #Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier. -Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e. -Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra Balkonscenen til Klokken elleve.
Hans Krop svinger frem og tilbage i stor Bevægelse, og Mundvigene er plettet af Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. Saadan har jeg levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig. Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om os, at vi kan høre Frøkapslerne springe mellem Straaene med smaa Smæld.
»Jo«, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene, »Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for for jeg skal sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af Bøgerne.« »Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?«
Siden Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene.
Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde træffe hos vore Digtere.
"Din Mo'r var bedre," sagde han pludselig i en ny Tankegang, "hun elskede en anden, véd du nok sin Fætter" ... William vendte sig, han saá i navnløs Rædsel paa Faderen. "Fa'r," raabte han, "Fa'r!" og han strakte Hænderne afværgende frem, "Fa'r, sig mig det ikke!" Ordene lød som afhugne Skrig.
Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.« »Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog #ellers#!« Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene.
-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka. -Ja, Tiden gaar.... -Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig. Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende: -Ja, sagde hun og fór let sammen. Og lidt efter: -Her har man jo sit Hjem. De sad atter tavse. Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte.
Nej hun horte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saa ikke hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjaelp nu hos Minderne mer.
Dagens Ord