Og hun var bleven halvt angest og halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen. Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket.

Da var Helmuth og Hendes gamle Naade kommen til Syne i Døren fra Vaabenhuset. Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for sig og sin Søn op mod Koret. Deroppe laa Fru Mascani dødbleg og besvimet i Præstegaardsstolen, og Clara sad grædende paa Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes Skød.

Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket.

"Her er en Luft som i et Lighus," svarede jeg, "det er alt andet end behageligt." "Tys," sagde Nikola, "nu kommer der nogen." Medens han talte, blev et Forhæng i Koret draget til Side, og en Mand, der var klædt paa samme Maade som de, vi havde set under Andagten for et Par Minutter siden, kom ned ad Trinene og hen imod os.

Omkring 487 tog Staten Ordningen af disse Optog i sin Haand, og deraf udviklede sig den egentlige Komedie. Den tredje Art var Satyrspillet, kaldet saaledes, fordi Koret bestod af Satyrer. =Dionysos's ydre Skikkelse.= Dionysos havde mange Skikkelser.

I Taarnet begyndte Klokkerne at ringe. Tine gik ind; hun saa den store Kirkedor stod aaben. I Koret laa der Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Dode saa hun ind i Ansigtet og gik ham forbi. Ved Alteret stodte hun mod en fremmed Mand, hun saa ham naeppe. -De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog hun horte det ikke.

Den andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene, saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa eller sidde.

Men den følgende Dag havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted.

Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret.... Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen.

Orgelpiberne hvinede, inden de tav. "Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt Udraab, man hørte Genklangen oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af Dem ..." Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod Orgelet, sagde hun mildt: "Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder af Dem." Hun saá paa ham nedefra.