Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
Aandeløse løftede de Papiret mod Lampen, William græd ikke mere, staaende bag Nina slugte han Papiret med Øjnene. "Eders Fader er sindssyg maaske bliver han aldrig rask.
Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme: Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad. Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær. Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.
"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede han ligegyldigt. "Men nu er det jo ogsaa snart mørkt." Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt ind mod Land for at forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.
Men saa hævede hun Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil: "Og om saa var" ... Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig." "Ja hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene ned. Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen.
Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun maatte virkelig spise og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken. Ida sad lidt og saá ud for sig: -Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere. Karl blev ved at se paa hende: -Saa drikker vi to Jyder ... Han løftede glad sit Glas. Ida lo og tog sit: -Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.
Jo sagde han God Nat ... Det har været en streng Dag ... Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik til han var ude. Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned mod hendes Bryst. Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine Hænder.
De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen. Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham. Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.
Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven. Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven. I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted, over Gaarden.
Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin Moder, Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket . Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han klagede, han anklagede. Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde arbejdet Nat og Dag Dag og Nat.
Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben. Paa det højre, noget oppe over Knæet, lyste et stort, rødt, gabende Saar frem. Kan jeg være tjent med dette her? spurgte hun haardt. Præsten kastede et sky Blik hen mod Døren til Dagligstuen.
Dagens Ord
Andre Ser