Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !

Opdateret: 1. juni 2025


Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i "die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved Enden af hvert Vers. Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.

Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn ... Det vilde ikke blive let sandelig ikke let. Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun.

Han sad og stirrede lige ud i Luften, som om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og fyldte op foran ham. Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden. "Tyv." Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen. Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.

Saa bøjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun løftede ham op paa sine Arme, næsten løb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af alle sine Kræfter slyngede ham ind mellem Kørehestene ... Saa flygtede hun.

Han standsede og lidt efter sagde han: -Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige, Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens landflygtige Elskere. -Ingen tror dem, alle dømmer ... Schønaich taug Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige. -Skal jeg synge lidt?

Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak Kaffen til Hans Christensen. -Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede Klinken ligesaa stille.

Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel paa Taget, saa den viftede.

-Hvordan det? spurgte Karl. Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte: -For det maatte jeg. Der var stille lidt. Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede. -Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.

Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden. Saa gik han.

Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og ham og gik forbi. Men en Samaritan, som var Rejse, kom til ham, og da han ham, ynkedes han inderligt. Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin deri, løftede ham op sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham.

Dagens Ord

mexico

Andre Ser