Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 1. juni 2025
Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden. Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre. De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes.
Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt. -Kom, sagde han stille, nu gaar vi. Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang. Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og saa' ind over Dagligstuen.
»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset. Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt: »Saadan som hjemme efter Martin Luther?« »Ja!« Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt. Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!« Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene: -Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal. -Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.
Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun; hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i Barnekamret. Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg. -Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med "Proppen" i de løftede Arme.
Han saa' ud som en Rus ved sit første Sold, som han sad. Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den bort: -Og jeg tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde han. Gerster hørte knap: Naa endelig, sagde han.
Hun løftede Papiret igjen: hun kunde intet læse. Og med samme kolde Stemme sagde hun: Og naar skal De have Pengene? -Aa, Deres Naade forstaar sig en Dags Tid kan man altid vente. Siger vi i Morgen? Man er altid "kulant". Priorinden vidste ikke, hvad hun havde svaret, om han havde taget Papiret eller hvordan han var gaaet.
-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig? Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer: Nei, Holm, nei men hvorfor har De talt? Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten af, Haaret laa klæbet til hans Pande. -Hvorfor? Tro mig ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde Haab.
De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader. Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt: -Ja om vi ses igen. Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand: -Batty, sagde han. Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han: -Man véd jo, det kommer en Dag.
Hans Excellence løftede Hovedet brat og stod som et Lys: -Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Berømthedens Afkom, har gættet et Aarhundrede. Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske Værelse og inderst inde i den næste Stues Mørke den sammensunkne Kadet som en fjern Ruin, sagde han: -Vi er blevet tilbage. Og han lo endnu en Gang.
Dagens Ord
Andre Ser