United States or Ireland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Snakker Du i Søvne?« og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne Vindue, gav han sig til at skænde og heftig bebreide mig min Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at røre sig. »Nicolai, Nicolai, hvad har Du for?« og da han saae mig i det aabne Vindue: »men er Du gaaet fra Forstanden?
Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg faaer Lyst til at reise. Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden.
Han stampede forbitret i Gulvet: Gaa, sagde jeg! Og Kvinderne listede ud ... Da Døren havde lukket sig efter dem, traadte Nils hen til Sengen: Undskyld, at jeg blev heftig; men de Fruentimmer irriterede mig ... Fru Line svarede ikke.
Da Manden kom hjem, var hans Kone forsvunden, og han faldt straks hen i heftig Sorg; thi han holdt meget af sin Kone, der var smuk og havde en dejlig, lyserød Krop ... Han gav sig til at søge og erfarede snart, at de hvide Mænd var komne med et stort Skib og havde røvet hende. Han roede straks ud til Skibet, men Matroserne havde borttaget Faldrebet og alle nedhængende Tove.
Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa. Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste hvorfra.
Saa skrev han Vers i sine ledige Timer; de var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian VIII havde en Del at bestille, skrev han saa stor en Mængde, at han maatte gemme sine Produktioner i Klædekurve. Han havde arvet mer fra Moderen: han var lige saa ødselt givende som hun og lige saa heftig. Desuden var han en forfængelig Mand, der holdt af at ses og at nævnes.
Synes du ikke? Hvilket? Naa naturligvis Hun skottede hurtig fremad efter Børnene og kyssede mig heftig. Men Minna, det kan du dog ikke mene! Jeg var ganske beruset af denne søde Smiger. Det var første Gang i mit Liv, at min physiske Forfængelighed blev kildret.
Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale. Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd, ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler og fabrikeredes Krudt. Faren var overhængende. Saa besluttede Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10 erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!" (en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp, som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og Petit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En Afdeling af Nationalgarden og Garde républicaine var i Færd med at angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op; mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad, besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes Raab: Sentinelles, prenez garde
-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen og bukkede. Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor Dronningen ... Ja.... -Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed. Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja sagde han Deres Højhed har Ret, den unge Mand er noget heftig....
Aa, De kan ikke ville knuse al Glæde i Livet for os, blot fordi jeg har rødt Haar. Det er saa forfærdelig uretfærdigt." "De smukke Sirene," sagde han. "De vil lokke mig. Hvor De véd, hvorledes De skal benytte Deres Ynder og Deres Magt; og hvilken Mand kunde vel modstaa Deres fristende Ansigt." Jeg rejste mig op i heftig Vrede. "Hvor tør De vove at sige noget saadant til mig!" sagde jeg.
Dagens Ord