United States or Pakistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Min Haand ligger tæt ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød og varm, og jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender Ansigtet om imod mig ... Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at krybe nedover. Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden.
Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
Fru von Eichbaum var, væbnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet færdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstøvler, gled ud og ind og stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige Syssel som hos hendes Søster Generalinden. Det var saadan i Slægten: Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.
Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle: „Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens og fornøjet. Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt.
Moderen gned og gned med Handskeskind og Eau de Cologne. -Saa, i Guds Navn, nu maa det være, sagde Moderen. Faderen førte Tanterne til Bords. De var i sort- og hvid-stribet Silke deres table d'hôte Kjoler fra Badet og de bar mange Ringe, der ligesom klaprede paa de meget afmagrede Fingre. De medbragte to Pulveræsker, som de anbragte hver ved sin Kuvert. Børnenes Øjne stod stive af Skræk.
Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skælvede lidt i Stemmen endnu, men paa én Gang blev hun munter, kun ved at fornemme den ømme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke og hun saá sig om, nedefra, og pegede paa Kniplebrædtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor: -Det har hun ikke med, sagde hun.
Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem raadløs igen. -Om nogen kom om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne. -Hr. Adolf Hr. Adolf hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte. Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende.
Klokken var endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige Omstændigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3 Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid. Paa den anden Side var det et slemt Vejr.
-Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet. -Ja. Bai førte de to Fingre hen over Øjnene. De talte om "den kære Afdøde", mens Bai fik sit andet Glas. Lille-Jensen sad i Mørke ved sit Vindu, for at høre, naar han gik. Lille-Jensen var mest i Præstegaarden i den sidste Tid. -Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.
Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn: -Og Menneskenes Vilje, sagde han. Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden : -Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
Dagens Ord