Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Fru Berg blev aldrig faerdig med sine Gaver og der var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet. -Aa hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar. Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, saa koldt som det var. Og Julen kom og den gik.
Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem: »Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.« Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke!
»Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke«, sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme.
Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmaessig ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke laenger: -Det er det blote Als, sagde han, det blote Als og gik ind til Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet. -Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun endelig kom og gik ind med Maden.
Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han sad der, sammenkrøben og foroverbøjet i Sofaen ved hendes Side. Hans Hjerne tumlede kun med een eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale, spurgte han, medens hans Fingre famlede nervøst hen over hans Ben. Du ved det altsaa, Mo'r? Nej, sagde den gamle roligt jeg ved ingenting, Helmuth!
Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud, og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede: Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!
Den Onde begraver begge de strakte Fingre i hans Øjne. Ah! Igen. Afmægtig sidder Mikkel paa sine Knæ og knejser op Ah! Den Lede begraver begge Fingre i hans Øjne. Længe æskede Mikkel de fejge Magter ud, kom an! og han var mere angst end den fortvivlede Spurv, der vil forsvare sin Unge foran Hundens Gab. Men Ondskaben om ham mente at tie ham ihjel.
Nej! Og Du maa ikke holde mig i Haanden. Nej! Skal Du ikke have en Overfrakke paa? Næ j! sagde Drengen foragteligt Det er kun gamle Mænd! Og de gik sammen ned igennem Haven. Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind i Faderens Haand. Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?
Og den døvstummes Fingre, der næsten var stivnede i Forventningens Gysen anbelangende Silkekjolen, gav sig paa ny til at spille rundt mellem Papillotterne som Gedekid mellem Kaalstokke. Taarnuret slog elleve; og Hendes gamle Naade rejste sig. Kappen, Stasia!
Han saá mig naturligvis straks og kom hen til mig, saa snart han kunde. "Goddag, Robert!" sagde Lady Verningham og saá meget forbavset ud ved at se ham, og hun rakte ham sine Fingre paa saadan en indtagende Maade. "Hvordan kommer De her? Og hvorfor er vor Campie her ikke? Jeg er vis paa, at der stikker noget under!" "Ja vist saa!" sagde Lord Robert og holdt hendes Haand.
Dagens Ord
Andre Ser