Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade. Hans Excellence løftede Hovedet. -Og hvor er hun selv? sagde han. -Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
Tilsidst blev det saaledes, at han skulde give hende til et Pund Kaffe, hun paa sin Side skulde tage Riven igen, og love ikke at sige det til nogen. De' var svært højtideligt, jæ maatte Faenædeme ge' ham Haanden ... Jøsses saa bløde hans Fingre dov var ... o gentae baade hvae jæ skue, o hvae han skue.
Hun smilede og rakte ham Hænderne. -Aa, Deres Naade Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende De vil ikke mærke det saa lille en Formindskelse. Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed. -Hvor kan De sige det? -Nu kommer jeg igen iaften. Hun led frygteligt om Dagen.
Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende glide hen over Babys Haar. Syng lidt, hva'? bad den lille. Jeg kan ikke synge .... Jo, den om Dronningen!
Lægerne havde været der, forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været blege og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene. Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke. Portøren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.
Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af og spurgte til Befindendet. -De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft.... -Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand. Bai og Føreren gik hen ad Perronen. -Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen over Øjnene med to Fingre.... -Guds Vilje, sagde han og sukkede.
Og man horte dem paa en Gang hulke, blege og magtlose og forbitrede; og Postmesteren fra Augustenborg lob frem og tilbage og sagde ivrigt Men det er umuligt det er umuligt Haeren Haeren, bestandig gentagende dette ene Ord: Haeren, og demonstrerende med sine krumme Fingre. Udenfor horte man Pigerne graede og Karlene, der gik stille tilbage til deres Koretojer.
Katinka blev ved at bøje smaa Lokker af hendes Haar ind mellem sine Fingre. -Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme som -Som jeg saa gærne vilde ha'e sunget ... ved min Grav.... Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden. -Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør bede.
Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa: Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.
Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved tilbage og vidt aaben Mund Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine febrilske Fingre.
Dagens Ord
Andre Ser