United States or Slovenia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Skal sandhed siges, er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd. Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste ! Det er formeget selv for en ven! SIGURD. Ti, min hustru! HJØRDIS. Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking! Storlig fejler du nu! HJØRDIS. Det prøver ingen, såvidt jeg ved.

Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . . Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede.

Hør, ved du hvad, sagde jeg en Gang; nu har du længe nok gået og befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i Henseende; nu får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn Galskab at mærke og opfatte alle Ting nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le af dig, forsikkrer dig , det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner.

NILS LYKKE. Jeg? Ja, for vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst. NILS STENSSØN. ? Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe? NILS LYKKE. Tredje kvelden efter ? Ja, det er ret nok. Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud sålænge, kære unge herre?

Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, altsammen strømmed ind mig, trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod Kåben.

Endelig sagde jeg: »Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, såvidt jeg kan se.« »Ikke detsvared Konen, »jaså, ikke detMen jeg godt, at hun ikke troed mig. Og pludselig syntes hun en Gang at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke tidligere havde hørt hos hende.

Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. »Hvem var det, som fulgte hendespurgte »Jomfruen«. »Hertugen«, De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« »Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« »Nejsvared jeg.

Jeg sagde ikke noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, er det unødvendigt at aftale noget og at sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.« »Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig om . . . .«

Og for første Gang i lang Tid tog jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; famled jeg mig nedad Trapperne. Da jeg kom ud Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. ingen Måde! svared jeg endelig mig selv.