United States or Bangladesh ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.
Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt.
Under denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst.
Hele Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken, hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne; i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget.
Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner for en Føljeton . . . . Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden.
Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . . Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede.
Jeg syntes, det var højst uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde mig tom.
Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det bedste, jeg havde gjort.
Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene. Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme det!
Såsnart jeg var kommet lidt ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg havde fået den færdig.