United States or Tuvalu ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun var bange for hver eneste. Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ... aa, gor De det ... Og Sondagskopperne ... ja, gor De det. Madam Bolling var saa angst for Praesterne. -Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saa paa hende med sine smaa Ojne, der snart ikke var Ojne mer: -Hvad har de talt ? spurgte hun saa angst og skraemt.

-Ja, det gor vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdaek. Ellers horte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med Kaffen: -Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak.

I Gaarden lob Baronen rundt og trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig: -Men hvad "folte" De? Hvad "folte" De, min Ven? og lovede Punsch. Sofie, der lob stundeslos hid og did og lo til alle, sagde: -Ja, En maa gor' de Krigere en munter Aften de har fortjent en munter Aften.

Moderen laa ned ved hans Seng: -Ja, Max, ja gor det saa ondt? gor det saa ondt? hviskede hun. -Ja, Max, Ja gor det saa ondt? Doren gik. Det var Madam Bolling igen. Hun vilde kun se efter Tine saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind. Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Morket og saa paa sin Datter, til hun stille vendte tilbage.

-Hva', det gor godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i Vaeggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro. Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa til Underlag paa sin Sofa.

Og dette: at Laeseren ikke "kan huske det ene for det andet" hvad gor det, naar det store Helhedsindtryk kun kunde lofte sig med store Linjer frem af den Uro, hvoraf det er skabt. Kun Mangfoldighed og Bevaegelse kan for mig give Billedet af Liv. De er mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gore Fremskridt i disse Midlers Benyttelse.

-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt. -Det gor ham dog ondt, taenkte hun. Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa Laeberne fra hinanden: -Bolling er jo saa syg. -Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling det bliver vaerre og vaerre....

De rog ved Leddet en sindig Pibe, for de i Laden skulde laegge sig. Berg blev siddende paa sin Blok Baronen var jo Vaert , der gav han sig ilag med Madam Bollings Frikasse. -Den Mad gor Undervaerker, sagde Sofie, som bevaegede sig gennem Kokkenet ud i Borgestuen. Der havde hun sit Hovedkvarter.

-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er fuldt og Bolling ... og Bolling er snavs. Og Tine gaar osse rundt og mister Humoret jo, du gor Tine hun gaar helt hjerteangst man ser det ud af Ojnene naar de Kanoner broler. -Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bolling og saa op og ned ad Berg med sine gode Ojne. Jeg si'er jo til Bolling: naar kun Skovrideren er sund.

Det var, som Berg selv folte en pludselig Ro, efter mange Timers stumme Hidselse, ved sine egne Ord. -Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bolling blev paa en Gang roligere og begyndte at torre sine Ojne; og, ligesom undskyldende sig paany, sagde hun: -Aa ja se, man gor jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider.... Men, hvem har sine Sanser hvem har sine rigtige Sanser?