United States or Philippines ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt. -Det gor ham dog ondt, taenkte hun. Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa Laeberne fra hinanden: -Bolling er jo saa syg. -Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling det bliver vaerre og vaerre....
Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.
Længe klang det sagte Forspil, før hun sang: Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile Minder, Minder, væk det ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise: lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile. Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du slog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked: "End en Dag endnu en Dag at leve".
Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin Hest. Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk. Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken. -Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.
-Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed. -De véd, jeg gi'er Udstyr, sagde Hendes Højhed, til Tak for Mælken. Anna Lise fik Glasset igen og nejede. -Prosit, Deres Højhed. -Ja, Gud velsigne, sagde den Gamle og nejede igen. -Tak. -Farvel. Hendes Højhed red. Møllehjulet klaprede hen gennem Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle.
Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under Forstadstræets tynde Krone taust gled hen i samme ømme Glæde. Fælles om at drømme, fælles om at Græde Lad det hvile, lad det hvile, væk det ej, mit døde Hjærte. Kun i Døden er der Fred og Lise. Minder, Minder. væk det ikke, væk det ej, mit døde Hjærte. Dagene længedes, og der stod Vintergække i Moderens Glas paa Sybordet.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro I Afskedstimen Trost og Ro. Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for at se, hvem det var, der kom saa silde. -Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte saette sig strax ved Doren: det er Bispen det er Bispen. Lise lob ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret: -Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.
Hansen-Maagerup havde selv en Fornemmelse af, at han en Gang for alle havde forsvaret hans Sag saa godt, han formaaede, og at alt, hvad han kunde føje til, snarest vilde svække det Indtryk, han havde fremkaldt. Og Anna nævnede aldrig af sig selv hans Navn. Men for Fru Herding var det en stor Lise, at hun havde fundet En, til hvem hun kunde betro sine Bekymringer angaaende Flyge.
Dagens Ord