AURELIA. Kun en afmagts slør omkring mig faldt; men mit matte øje fulgte dig; jeg hørte alt, og min kærlighed en hustrus kraft mig atter gav; bryst ved bryst, min Catilina, går vi i vor grav! CATILINA. O, hvor gerne! Dog, forgæves er dit glade håb. Vi skilles. Jeg følge hævnens hule råb. Du kan haste let og frigjort frem til lys og fred; jeg over glemsels-floden, i mørket ned.

SeHun løftet en av dem op til beskuelse for taffelrunden. «Hvor er den dog deilig, ikkeHun løste sit irgrønne automobilslør av hatten og svøpte arme og hænder ind «I fluenet vil I bare se » og rakte en lynsnar liten tunge ut mot Broager. Jenny sat et øieblik med armene indtullet i det grønne slør. Saa viklet hun sig ut av det, trak jakke og hansker paa. Broager sank hen i halvblund.

Man har da altid den trøst, at man lever ikke længer, end man selv vilHun satte paa sig hatten igjen og lette frem et slør: «Saa gaar vi og spiser du maa jo være blit sulten, saa sent som det erGunnar Heggen blev blodrød over hele sit unge ansigt. Nu hun sa det, kjendte han sig pludselig skrubsulten.

Hele formiddagen hadde hun gaat og drevet ute paa Bygdø, og der hadde himmelkuplen staat mørkeblaa og het over de olivengyldne grantopper og løvtrærnes ravfarvede knopper. Men himmelen her over de høie huser og telefontraadenes net blaanet blekt bak et fint opalhvitt slør av dis. Igrunden var det vakrere slik forresten. Gert kunde ikke se det.

Jorden er liten allikevel,“ sa Sir Ralph smilende, „idetmindste naar vi ser den fra slik en høide.“ „Seks tusen fot,“ ropte Dale. Sir Ralph saa ned og fik øie paa en fin taake som svævet som et slør mellem dem og jorden. Det syntes at vokse og brede sig utover. I

Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter lidt hverken i Dag eller i Morgen, men i Tidens Løb, og den vil lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skæbne havde mødt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knækket hende saa fuldstændig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det tungeste straks. Den store og frygtelige Dag var kommen.

Og af lange hvide Slør, hviftende for lette Bør Stjerner ud i sine Folder, skinner Skandsen overalt rundt en Amazongestalt, som det gyldne Roer holder.

Aeroplanet steg og steg. Da viseren stod paa 7500 fot, blev et slør av lette, uldne skyer trukket mellem aeroplanet og jorden. De fór avsted i det aapne rum. Longley var ogsaa nu meget interessert i hvor sterkt de kunde øke farten. „Nu har vi viseren paa 160 km.,“ meldte han. „Jeg vilde gi den endda et litet puf, og saa stoppe, Dale.“

Jeg lægger Mærke til, at hun stadig har den samme Dragt , det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring i Håndtaget. Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid selvsamme Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går nedad Gaden, bort fra mig.