United States or Trinidad and Tobago ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Naa, hvordan gaar det, Sam?“ spurgte David. „De ventede mig vel ikke saa snart?“ „Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David eller rettere ikke i Dag. Jeg tænkte, at De først kom i Morgen.“ „Jeg havde noget at tage Vare paa,“ svarede den unge Mand og satte sig i en Lænestol af tvivlsom Kulør og skrækkeligt Udseende, som stod op imod Væggen. Samuel balancerede paa en høj Træstol, som manglede et Ben.
Han selv syntes at være træt af det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom. Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste Sammenkomst! „Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! det er ikke min Andrey!“ skreg det inden i hende.
Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op udfordres der absolut en Mand.“ Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under dette betegnende Blik. „Shepelev kan forlade sin Plads!“ sagde en Stemme. Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.
David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et tiltalende, regelmæssigt Ansigt af udpræget jødisk Type, store, mørkebrune Øjne med et mildt, noget sørgmodigt Udtryk. Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et Ølkrus hen foran ham uden ellers at tage nogen Notits af ham.
Engang blir der vel en Råd . . . . Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig ud!
„Jeg har tænkt paa dette, jeg ogsaa,“ sa Longley. „Men jeg ræsonnerer som saa, Sir Ralph, at Deres stamfar var en meget utspekulert gammel mand. Han har ikke ment, at fordi om man hadde faat „nøklerne“ og var kommet til øen, saa skulde alt være klappet og klart da heller.
De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op. Har jeg ingen verdens ting, som ! GREGERS. Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og vildt er Hjalmar, nu skal han se det! HJALMAR. Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt Lad mig slippe frem.
„Alt er rede!“ svarede denne. „Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fængrørene; men det er gjort med et Par Timers Varsel.“
Det var den logerende nedenunder, der, irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet med en Stok for at give sit Mishag til Kende. „Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,“ udbrød Andrey. „Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske Revolution gaar ad Helvede til eller ej.“
Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked også altfor stærkt på mig, og jeg stak i at græde højt. »Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand. Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker. Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul; jeg læste dens Navn, »Copégoro«, på Siden.
Dagens Ord
Andre Ser